Bilag 3

 

Bem¾rkninger til bearbejdelsen

 

1.     strofe

l. 3:  

Egentlig stŒr der i den gr¾ske tekst: Òog Gud var ordetÓ, hvilket understreger identiteten mellem Gud og logos, hvad der antageligt har v¾ret tilsigtet fra forfatterens side. Med ordstillingen ¿del¾gger rytmen i de tre f¿rste linjer, sŒ den danske overs¾ttelse er bibeholdt.

 

l. 4:

Overs¾ttelsen ÒhanÓ er ikke pŒ sin plads her. Min kollega, Gert Skov, der var gr¾sk og latinl¾rer pŒ fakultetet, protesterede mod, at man kaldte logos for ÒhanÓ. Jeg har derfor ladet pronominet gŒ pŒ Ordet helt frem til efter at den enbŒrne har v¾ret n¾vnt (2. strofe l.6).

 

l.6:

Jeg har valgt at udelade Òintet til af det, som erÓ og har ¾ndret det (som Seidelinerne g¿r) til Òblev slet intet tilÓ.

 

 

2.     Strofe

l.3

ÒDen Nye AftaleÓ overs¾tter konsekvent herlighed med guddommelighed, antageligt ud fra den betragtning,at herlighed ikke siger folk noget i dag. Men ordet Ògud-dom-me-lig-hedÓ egner sig ikke til at skulle synges. Derfor er ordet ÒherlighedÓ bibeholdt. Det gentagne Òen herlighedÓ opfatter jeg som en hebraisme, som ikke kan bruges i en dansk salme.

 

 l.5:

Òhans fyldeÓ ˆ ÒhamÓ. Fylde i denne forbindelse er sv¾rt forstŒelig for os i dag

 

l.8:

ÒGudÓ er flyttet frem i s¾tningen. Her f¿lger jeg Helge Kj¾r Nielsens overs¾ttelse.

 

l.9:

Òsom selv er GudÓ ˆ ÓGudÓ, Òog som er i Faderens favnÓ ˆ Òved Faderens sideÓ (efter Seidelinerne).

 

 

3.     strofe

I de 5 f¿rste linjer har jeg str¿get de mange og'er og i stedet indsat et ÒendnuÓ i l.3, og et Òmen daÓ i l.4

 

l.5:

Òog hans egne tog ikke imod hamÓ ˆ Òforkastede hans egne ham.Ó

 

l.6: ÒmenÓ ˆ ÒdogÓ (for ikke at fŒ for mange menÕer).

 

l.9: Òf¿dtÓ ˆ Ògenf¿dtÓ (for det er det, sagen drejer sig om, jfr. Johannesevangeliets efterf¿lgende samtale mellem Jesus og Nikodemus). Òaf blodÓ voldte store forstŒelsesproblemer. Hvad var meningen? F¿rst str¿g jeg det helt, men sŒ gik det op for mig, at det kunne gŒ pŒ familiens krav, ligesom Òk¿ds viljeÓ kunne gŒ pŒ kvindens krav og Òmands viljeÓ pŒ mandens krav. Krav pŒ hvad? Uanset, hvad den oprindelige mening kan have v¾ret, er jeg n¿dt til at tolke, og jeg forstŒr det hele i genf¿delsens perspektiv, dvs. gŒende pŒ dŒben, for det er i dŒben, vi genf¿des. Vi diskuterede stedet pŒ holdet, som jeg havde bibelstudiekreds med, og vi nŒede frem til den form, slutningen har nu, nemlig at genf¿delsen ikke sker som en f¿lge af sl¾gtens krav, eller moderens krav, eller faderens krav, men alene virket af Gud.

 

Knud Ottosen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2