Logos-hymnen


Da jeg læste den nye oversættelse af NT på nudansk, der har fået titlen “Den Nye Aftale”, blev jeg ganske optaget af alle de nye indfaldsvinkler på de kendte tekster, man her mødte. Så jeg fik den idé at tilbyde mit nærmeste sogn at holde en bibelstudiekreds, hvor vi sammen skulle læse Johannes Evangeliet og diskutere fordele og ulemper ved den nye oversættelse. For nu ikke at spilde tiden, annoncerede jeg, at vi ville begynde med Johannes-prologen (Jh 1,1-18), som så jeg ville tage mig af. Til alt held for mig, havde Helge Kjær Nielsen netop for et par år siden udgivet sin kommentar til Johannes Evangeliet. Den gik jeg om bord i.

Af den fremgik det, at der stort set var enighed om, at der bag evangeliets prolog ligger en hymne, som er blevet kaldt Logos-hymnen. Men Kjær Nielsen henviser ikke til et eneste forsøg på at rekonstruere hymnen. Det forekom mig mærkeligt, men tænkte samtidigt: Hvor svært kan det være?

Så jeg gik i gang med at forsøge.

Der var enighed om, at de vers, der handler om Johannes Døberen, var tilføjelser, som evangelisten skulle bruge til efterfølgende at få ham på scenen og dermed bringe sin evangelie-indledning i overensstemmelse med den synoptiske tradition. Dvs. at vv. 6-8 og 15 måtte fjernes. Det samme gjaldt v 9: “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” Det vers kunne heller ikke have hørt til den oprindelige hymne, for for den kristne menighed, som sang denne hymne, var lyset jo kommet til verden.

Med disse udeladelser gik det ganske let med at lave den første rekonstruktion af hymnen – selv på basis af den danske oversættelse fra 1992. Til min store overraskelse faldt hymnen helt naturligt i 3 klare strofer. Da jeg kikkede nærmere på de 3 strofer forekom det oplagt, at disse igen kunne underdeles i hver 3 afsnit. Ikke nok med det, hver af de 3 underdelinger indeholdt hver 3 udsagn og kunne altså atter med lidt god vilje underdeles i endnu 3 dele.

Som kirkehistoriker med oldkirken som mit emne, så jeg straks noget trinitarisk i opbygningen. Men så var det underligt, at den 3. strofe handlede om Logos’ kødblivelse og 2. strofe handlede om Kristi gerning i verden. Når strofen om inkarnationen og Kristus står til sidst i prologen, er det, fordi Kristi fødsel skal danne overgangen til det følgende om Døberen, men der var vel ikke noget i vejen for, at denne strofe havde været 2. strofe i den oprindelige hymne. Derfor byttede jeg dem om. Nu gav det ganske god mening: 1. strofe handler om Logos hos Gud 2. strofe om Logos som Kristus 3. strofe om Kristi virke i verden.

Nu skal det indrømmes, at trinitetslæren kun forekommer i meget beskeden grad i det øvrige Ny Testamente. Især har 3. trosartikel først udviklet sig lang tid senere. I Nikæa 325 indskrænker artiklen sig til blot dette: “Og på Helligånden”. Det er først med Kalkedon-synoden 451, vi får den fuldt udbyggede artikel, som vi kender den. Men man har nu haft en ganske klar forståelse for åndens virke også i slutningen af det 1. årh. Man behøver blot at tænke på Johannes Evangeliets megen tale om at være født af vand og ånd, og al den megen tale om talsmanden i afskedstalerne.

Men hymnen blev ved med at forfølge mig. Hvis man kunne synge den i 80’ne/90’ne, så måtte man vel også kunne det i dag. Så jeg gik i gang med at bearbejde den form, den havde på dansk, for måske at stramme den så meget op, at den a) blev klart forståelig og b) sangbar, uden at det gik ud over det oprindelige indhold. Den græske måde at udtrykke sig på egner sig ikke på dansk med de mange ‛og’er og ‛men’er. Også de mange indskud måtte bearbejdes, for de forvirrer. Så efter i flere omgange at være vendt tilbage til teksten, er jeg (inspireret af Helge Kjær Nielsen og Seidelinerne og flere andre) endt med den forliggende version.

Da teksten ikke er strofisk, er den næppe egnet som en egentlig salme, selv om dette ville have været ønskeligt. I stedet forestiller bedømmelsesudvalget sig en gennemkomponeret melodi eller sats, som følger teksten.